Din garderobe kan blive som ny ved hjælp af tre enkle tiltag:

1. Ryd op og smid ud
2. Invester i det rigtige basistøj
3. Lær at bruge tilbehør

Ryd op og smid ud
Sæt en fridag af til at rydde grundigt op i din garderobe (vent med tilbehøret). De fleste bruger kun 20% af deres tøj og sko, så ideelt set skal du skille dig af med 80%! Det er måske at skyde lidt over målet, men hold fast i formålet: Når du er færdig, må din garderobe kun bestå af følgende:

  • Tøj der passer din krop, som den ser ud lige nu. Ud med alt der er for småt, og alt der er for stort.
  • Tøj i farver, der komplementerer din hud-, hår- og øjenfarve. F.eks. ud med det sorte, hvis du er rødhåret, og ud med det gule, hvis du er gråhåret
  • Tøj i snit, der komplementerer din kropstype. F.eks. ud med rullekravebluserne, hvis du er lille, og ud med pencilnederdelene, hvis du er pæreformet.
  • Tøj i god stand – alt med pletter, huller, fnuller, misfarvninger, ridser osv. skal ud. Hvis det kan svare sig at reparere det, så få det gjort med det samme.

Det tøj du i første omgang lægger væk (80%!), kan du herefter sortere i tre bunker;

  1. sælges/byttes
  2. velgørenhed
  3. småt brandbart

Sørg for at skille dig af med de sidste to bunker så hurtigt som muligt. Den første bunke kan du derimod godt tillade dig at sove lidt på, men den skal ikke ind i dit skab igen og fylde op.

Opbevar tøjet et fjernt sted i en tør kælder, på loftet, øverst i skabet eller i en flyttekasse med en dug over. Tag tøjet op til revision efter et halvt år; hvis du stadig ikke kan bruge det, eller har fået det solgt/byttet, så forær det væk til én, der kan – eller donér det til en genbrugsforretning.

En flyttekasse kan camoufleres med en dug eller et sjal

Når du er færdig med at lægge tøj væk, skal bøjlerne hænge løst på stangen – der skal være luft omkring tøj og sko. Dine skabe og skuffer må ikke længere være proppede. Put dine sko i æsker, hvis ikke der er plads til, at de kan stå pænt hver for sig i bunden af skabet eller på de nederste hylder.

Et trefløjet skab, hvor der er skuffer i den ene fløj, bør være rigeligt til opbevaring af en brugbar garderobe. Dit tøj er vigtigt, men det har ikke krav på sit eget værelse – walk-in closets er so last year.

Invester i det rigtige basistøj
Du er nu i den behagelige situation, at din garderobe er fyldt med tøj, du rent faktisk kan bruge – tøj som klæder dig. Hvis du stadig ikke har noget at tage på, er det fordi du mangler nogle nøgleenheder i din basisgarderobe, som kan binde det hele sammen. Det kunne f.eks. være følgende:

  • et par velsiddende mørke jeans
  • en hvid skjorte
  • en mørk knælang nederdel i A-form
  • tykke ensfarvede strømpebukser
  • en mørk figursyet jakke
  • en hudfarvet bh, der virkelig passer
  • et par knælange læderstøvler
  • et par enkle ensfarvede pumps (5-8 cm hæl).

Du har sikkert hængt klædeligt tøj ind i din garderoben igen efter endt oprydning, selvom du aldrig eller næsten aldrig har haft det på. Det skyldes, at du mangler noget at mixe og matche med. Skriv ned hvad du mangler og tag listen med på udsalg.

Et marineblåt sæt er en klassiker – brug det sammen eller skil det ad

Indkøb af basistøj er ikke impulskøb, du smider ud igen om et år. Det er en investering i dit udseende. Køb derfor dit basistøj i den bedste kvalitet, du har råd til, og i en stilart, der er enkel og klassisk, så det kan holde i mange år. Det er klogt at købe dit basistøj i neutrale farver uden farvetryk og markante mønstre. Det vigtigste er, at faconen klæder dig og kun dig – det er langt mindre vigtigt om tøjet tilfældigvis hører til én af tidens tendenser.

Lær at bruge tilbehør
Nu begynder den nemme del af opgaven med at forny din garderobe. Find alt dit tilbehør frem; dine tørklæder, bælter, tasker, punge, smykker og hårpynt (hvis du er én af dem, der bruger sko som tilbehør, så stil dem frem også). Se det hele nøje an. Denne gang handler det ikke om at smide ud, men om at lære at bruge det, du har – og få inspiration til hvad du evt. mangler.

Tilbehør fylder ikke ret meget, så du behøver ikke skille dig af med en masse, som du ikke bruger lige nu. Selv den mest antikverede broche kommer altid på mode igen, hvis man venter længe nok. Du bør sætte pris på dine gamle smykker, så længe de er i god stand og klæder dig.

Find ud af hvordan du kan bruge smykker så de komplementerer din krop og din ansigtsform, og om du er én af de kvinder, der skal holde sig til enten sølv- eller guldsmykker.

De fleste kvinder bruger for lidt tilbehør – af frygt for at bruge for meget. Det sker, at man møder en overpyntet kvinde, og reglen om hellere for lidt end for meget er da grundlæggende fornuftig.

Tilbehør bruges som blikfang og en god regel er max to stærke blikfang ad gangen – læs mere om for lidt og for meget tilbehør.

Men prøv i en periode at overdrive lidt – den der intet vover intet vinder.

Når det gælder tørklæder, skal du skille sig af med farver, der ikke gør noget godt for dine egne kulører. Prøv dine tørklæder foran et vindue i dagslys for at se, hvilke der klæder dig bedst rent farvemæssigt. Disse farver skal du naturligvis gå efter, når du anskaffer nye sjaler, tørklæder og toppe.

Et silketørklæde er et must – her koral med frynser

Når det gælder tasker, er farven knap så vigtig, men den skal naturligvis matche farven på din basisgarderobe. En taske behøver ikke være samme farve som dine sko, men farverne skal spille godt sammen. Det væsentlige er dog størrelsen og længden på tasken. Størrelsen skal passe til din krop, og længden på evt. skulderstropper skal være, så tasken “står på” hoften, ikke sidder i forlængelse af din bagdel.

Krokodille fra Gucci – mindre kan også gøre det

Når det gælder bælter, skal de først og fremmest have den rette længde og være i god stand – et slidt syntetisk bælte er bare afskyeligt. Tænk over om farven matcher din basisgarderobe og om bredden passer til din figur. Frodige timeglas former tager sig godt ud med et smalt bælte, mens langlivede kvinder uden stærkt markeret talje kan være bedre tjent med et meget bredt bælte.

Et brunt læderbælte kommer man langt med